17/04/2011

Thuleselskabet

Thuleselskabet i München blev stiftet i 1911 af en gruppe med interesse for oldtysk okkultisme. Men dette var kun dække over en racistisk ideologi, der på mange måder kan ses som forløberen for nazismen. I 1918 købte gruppen Münchener Beobachter og gjorde den til sportsavis for at nå ud til en bredere del af befolkningen. En af bevægelsens stiftere, friherre Rudolf von Sebottendorff, påstod at Adolf Hitler var medlem, men denne ønskede ingen kontakt til Thule Selskabet fordi han ikke brød sig om det okkulte.
Da nazipartiet voksede frem svandt Thuleselskabet bort, men avisen overlevede som nazistisk partiorgan under navnet Völkischer Beobachter.

Sions Priorat

I 1956 grundlagde Pierre Plantard fra byen Annemasse i de franske Alper Sions Priorat. Plantard, der havde været aktiv i ultranationalistiske kredse krigstidens Vichy-Frankrig, påstod han var adelig og ville samle en gruppe mænd, der skulle ”forsvare de svage og undertrykte.”
Men bag overfladen gemte sig en fantasi. Plantard påstod, at Sions Priorat var grundlagt af korsfarerne i Jerusalem, og at den egentlige opgave var at videreføre blodlinjen i oldtidens frankiske kongeslægt, Merovingerne.
Ifølge Plantard var Leonardo da Vinci, Isaac Newton og Victor Hugo blandt bevægelsens tidligere stormestre, men dette og hans øvrige teorier er siden blevet forklaret som udokumenteret vrøvl. Men Sions Priorat er blevet hængende i populærkulturen, som i Dan Browns roman Da Vinci Mysteriet.

Leopardmændene

Så sent som i 1920erne traf en ekspedition fra Firestone Rubber Company på leopardmænd i Guinea. Det var grupper af mænd, der klædte sig i leopardskind og ved særlige ceremonier dræbte medlemmer af andre stammer, som de fangede i junglen. Bagefter spiste de deres offer.
”De er bevæbnet med skarpe jernkroge med form som leopardens klør,” skrev de forfærdede udlændinge.
Leopardselskabet, som fænomenet hed, var kendt siden begyndelsen af 1900-tallet, og de forklarede deres hemmelige ceremonier med, at det var godt for stammefællesskabet i en tid med stærk vestlig indflydelse i Afrika.

Carbonari

Carbonari var fællesbetegnelsen på en række grupper, som opstod i det sydlige Italien i modstanden mod Napoleon Bonapartes besættelse af landet. De arbejdede under jorden og tog det uskyldige navn Trækulsbrænderne, fordi optagelsesritualet tog udgangspunkt i et almindeligt erhverv blandt medlemmerne.
De kaldte sig selv revolutionære, men efter franskmændene havde forladt Italien i 1815 kæmpede de snarest for italiensk nationalisme, selvom deres egentlige mål aldrig blev helt tydeligt.
Carbonari forsvandt igen, men de gik over i historien som inspiration for de mere succesfulde norditalienske grupper Filadelfia og Adelfia, der kom til at spille en reel betydning for Italiens samling senere i århundredet.

Shaolin-munkene

De buddhistiske munke fra Shaolin klosteret i Kina var toptrænede i nærkamp. De hjalp skiftende kejsere med at bekæmpe truslen fra Japan, men Qing-kejseren Yinzhen betragtede dem som en trussel og i 1723 forbød han munkene at beskæftige sig med kamp. Men under navnet Triaden fortsatte disse traditionen i hemmelighed – et rødt flag blev symbol på de toptrænede munkesoldater, og de allerbedste brugte et sort flag.
Shaolin-traditionen ligger til grund for en del af den moderne kampsport kung fu.

Thuggee

Thuggee var betegnelsen for en særlig type landevejsrøveri, begået af organiserede bander i Indien.
Thuggerne var meget få, og fordi de typisk tilbad gudinden Kali, som betyder Den Sorte, og havde som skik at strangulere deres ofre med gule klude, fik de kultstatus. Selv fik de karakter af hemmelige broderskaber, som man kun kunne blive medlem af hvis man havde familieforbindelser, og hvis man blev fundet egnet efter at have studeret hos en guru.
I slutningen af 1900-tallet fik de britiske myndigheder anholdt de sidste grupper, men fænomenet har overlevet i sproget: det engelske ord for bølle – thug – kommer af de indiske røvere.

Sangréal Ordenen


Sangréal Ordenen  blev stiftet I år 1307 og har levet et relativt anonymt liv i området omkring den danske by Viborg.

Legenden fortæller, at en ridder omkring julenat i herrens år 1307 ankom til kirkebyen Viborg. Han medbragte en hemmelig skat, men det fortælles ikke hvad skatten bestod i. Til gengæld beskrives skatten som meget værdifuld.  
Det siges, at ridderen indviede nogle munke i hans hemmelighed og  på den måde stiftede Sangréal Ordenen der derefter vogtede skatten.

Sangréal Ordenen stod i ledtog med Skipper Clement i bondeoprøret i forbindelse med Grevens Fejde og de menes også at have spillet en mindre rolle i nedrivningen af Viborgs kirker under reformationen. Ellers er der ikke megen konkret viden om ordenen.
Ved branden i 1700-tallet i Viborg gik en stor del af ordenens ejendom tabt og der er ikke mange tegn på Sangreal Ordenens tilstedeværelse i Viborg.

Sangréal Ordenen har overlevet gennem tiden op til den dag i dag.

Illuminati

De kaldte sig selv Perfektibilister, men omverden kendte dem som Illuminati. Da Adam Waishaupt dannede bevægelsen ved universitetet i Ingolstadt i 1776, var målet det perfekte samfund, og da Bayerns hertug Karl Theodor i 1777 indførte oplyst enevælde, måtte de fortsætte som hemmeligt selskab.
Flere af oplysningstidens store digtere som Johan Wolfgang von Goethe sympatiserede med bevægelsen, men i 1785 forbød Karl Theodor bevægelsen med begrundelsen at den var antireligiøs og ikke tilstrækkeligt ”fædrelandsforherligende”. Herefter var det forbundet med dødsstraf at hverve nye medlemmer.
Der blev gjort forsøg på at videreføre bevægelsen under navne som Minarvalkirken og De Usynlige Venners Orden, men uden succes. Men i populærkulturens konspirationsteorier levede den videre som Illuminati, som dog aldrig har været navn på nogen virkelig bevægelse.

Rosenkreutzerne

Rosenkreutzerne skal være opstået i middelalderen, men har formentlig kun eksisteret i litteraturen og konspirationsteorier. Ikke desto mindre blev de inspiration for andre hemmelige selskabers opbygning i loger, ikke mindst den version af Frimurerne, som opstod i Skotland i det 18. århundrede.
Ukendte gerningsmænd klæbede i 1622 to mystiske plakater op i Paris. De fortalte, at Rosenkreutzerne ”synligt og usynligt er til stede i denne by”, og det gav anledning til mængder af spekulationer om samfundsomvæltninger på grundlag af okkultisme og kabbala. Men allerede i 1618 havde Henrichus Neuhusius skrevet i en pamflet, at Rosenkreutzerne var rejst mod øst fordi situationen i Europa var utryg.

Jesuitterne

Da pave Clement 14. forbød Jesuiterordenen i det romersk-katolske Europa i 1773, tog Stanislaus Czerniewicz ledelsen med base i Hviderusland. Der var kun 201 jesuitermunke i hele det russiske imperium, men zarina Katarina 2. nægtede at imødekomme pavens ønske om at forbyde ordenen.
Hun var selv ikke katolik og frygtede for konsekvenserne af at smide de asketiske munke ud af deres skoler og klostre. Derfor kunne Czerniewicz holde forbindelse til jesuitiske brødre over hele Europa og bevare ordenen som magtfuldt hemmeligt selskab.

Jesuitter, medlemmer af det katolske ordenssamfund Jesu Selskab (Societas Jesu) også kaldet jesuiterordenen, stiftet af Ignatius af Loyola og i 1540 godkendt af paven. Efter to års noviciat, hvorunder novicerne gennemgår de 30 dages eksercitier (åndelige øvelser), der er grobunden for ordenens særegne spiritualitet, aflægger jesuitter de tre ordensløfter: fattigdom, kyskhed og lydighed. Ca. 10% af jesuitterne er lægbrødre, de øvrige præstevies efter grundstudier (filosofi, teologi) samt evt. specielle studier og praktik. Efter yderligere et noviciatlignende år med gentagelse af eksercitierne aflægges ordensløfterne i højtidelig form sammen med et fjerde løfte om at stå til pavens disposition med henblik på særopgaver. Ignatius var overbevist om, at man kan finde Gud i alle ting, og hans ordensregel undgår alt, hvad der kunne begrænse medlemmers bevægelsesfrihed i deres virke: ingen ordensdragt, korbøn, klostre osv. Kvindelige jesuitter findes ikke, men det nye ordensideal blev model for mange kvindelige ordenssamfund. Ordenens primære formål var mission og ikke, som ofte påstået, bekæmpelse af protestantismen.

Jesuitter var snart aktive i Nord- og især Sydamerika, hvor de samlede indianerne i kollektive landbrugssamfund til beskyttelse mod kolonisterne, og som missionærer i Indien, Japan og Kina tilpassede de sig de gamle kulturer. I Europa krævede to områder mange resurser: den overraskende store efterspørgsel efter gymnasier og universiteter med ignatiansk pædagogik og den uundgåelige konfrontation med protestantismen. Ordenen spillede en afgørende rolle i modreformationen, hvilket kom til at præge dens image i protestantiske lande: Jesuitten fremstilledes som ungdomsfordærver, intrigant person med upålidelig moral og, om end historisk ukorrekt, med tilknytning til inkvisitionen. Nogle sider af ordenens virke, fx som opdragere og skriftefædre for fyrstehuse og organisering af indfødte uden om det spanske og portugisiske kolonistyre, førte til politiske forviklinger. Pres fra magthavernes side resulterede bl.a. i fordrivelse fra Portugal (1759), Frankrig (1764), Spanien (1767) og endelig pavens ophævelse af ordenen i 1773. Den blev genoprettet i 1814 og er i dag kirkens største orden med ca. 23.000 medlemmer (1996) i over 100 lande.

Ordenen er opdelt i provinser med en overordnet generalforstander valgt for livstid. Ud over almindelig præstegerning, undervisning og socialt engagement har jesuitter talrige specielle arbejdsområder, fx Det Pavelige Bibelinstitut, Radio Vaticana og Det Pavelige Astronomiske Observatorium. Deres ideal er indsats i næstens tjeneste efter Jesu Kristi forbillede og "til Guds større ære" — ordenens valgsprog.

Assasinerne

Hassan i Sabbah skabte omkring det første korstog (1080) en af historiens mest effektive shiamuslimske dræbermaskiner. Fra den isolerede bjergfæstning Alamut i det nordlige Iran sendte han mænd, der helt uden hensyn til egen sikkerhed eller overlevelse begik stribevis af snigmord.
Sabbahs hemmelighed bestod i et løfte om en plads i Paradis. I Alamut ved Det Kaspiske Hav havde han indrettet er jordisk paradis, som han indoktrinerede de unge mænd til at tro, var det himmelske. Hans betingelse for at lade dem komme tilbage var at de påtog sig en snigmordsopgave, der næsten sikkert førte til den visse død.
I 1257 ødelagde mongolerne Alamut, og dens værdifulde bibliotek gik tabt. Men gruppen levede videre i folks bevidsthed og den har givet inspiration til den moderne betegnelse af snigmord: de kaldte sig Assassinerne.
Det kom derfor som en overraskelse, da man i 1900-tallet fandt vidnesbyrd om assassinernes fine filosofiske og spirituelle litteratur.

Tempelridderne

Tempelridderordenen, fratres militiae templi,  var en religiøs ridderorden, grundlagt i år 1118 til beskyttelse af pilgrimme i kongeriget Jerusalem og godkendt af paven i 1129. Den fik al-Aqsa-moskéen, "Salomons Tempel", på Tempelpladsen i Jerusalem til hovedkvarter. Tempelridderne var en munkeorden med cølibat, fattigdom og lydighed, men også med den opgave at kæmpe militært, hvad der blev argumenteret teologisk for af Bernhard fra Clairvaux. Kun et fåtal var præsteviede og måtte ikke slå ihjel. Ordenen fik snart huse — også for kvindelige medlemmer — i de fleste vesteuropæiske lande, som samlede penge ind til støtte for de kæmpende brødre. Tempelridderne kom hurtigt til at spille en afgørende militær rolle i korsfarerstaterne og fik stor selvstændighed i forhold til konger og fyrster, og de holdt flere af de vigtigste borge. De organiserede pengeoverførsler og lånte penge ud, og fra midten af 1200-t. administrerede de den franske konges skatkammer.
I slutningen af århundredet opstod kritik af deres rigdom, som samtiden stærkt overdrev, af deres åbenlyse rivalisering med andre ordener og af deres brutale omvendelsespraksis. I oktober 1307 blev de franske tempelriddere uden varsel arresteret og anklaget for kætteri, homoseksualitet og afgudsdyrkelse. Stormesteren, Jacques de Molay, og flere end 500 brødre tilstod. De, der trak tilståelsen tilbage, blev brændt; 54 brødre i 1310, stormesteren i 1314. Pave Clemens 5. anmodede allerede i 1308 alle konger om at arrestere tempelridderne, også Erik Menved, selvom der i øvrigt ikke vides noget sikkert om tempelherrer i Danmark. 
I 1312 blev ordenen opløst af paven. Brødre og jord indgik ofte i Johanniterordenen, men i Spanien og Portugal blev der dannet nye, reformerede ordener for de tidligere tempelriddere. Ordenens fald gav den franske konge en kortvarig økonomisk og politisk fordel og førte desuden til en reform af øvrige ridderordener.

Tempelriddernes efterliv
Frimureriet, der opstod i begyndelsen af 1700-t. (se frimureri), så sig selv som vogter af en videnstradition fra de murere, der havde bygget Salomons Tempel. Tempelridderne skulle ifølge nogle traditioner have været middelalderens frimurere og formidlet den hemmelige viden efter ordenens fald, først gennem Kristusridderne, der var deres afløsere i Tomar i Portugal, eller provencalske kætterske grever, senere gennem hemmelige grupper i Skotland og gennem 1600-t. gennem Rosenkreuzerordenen. Denne teori underbygges dog ikke af den lærte historiske forskning.
Der findes dog en række organisationer, der bygger på det fundament, Tempelridderne "forlod" i 1314. En af disse - OSMTH (Ordo Supremus Militaris Templi Hierosolymitani) - har i dag højeste anerkendelse hos FN som NGO med speciel konsultativ status.  
I 1307 stiftedes Sangréal Ordenen i Viborg, men har dog ikke gjort sig bestemt bemærket. Der er andre så som de danske frimurere, der bygger elementer af deres ritualer på de principper og værdier, Tempelridderne grundlagde i deres Orden. Dette er dog specielt for de skandinaviske frimurere, og der er som sådan ikke nogen direkte sammenhæng.