Jesuitterne

Da pave Clement 14. forbød Jesuiterordenen i det romersk-katolske Europa i 1773, tog Stanislaus Czerniewicz ledelsen med base i Hviderusland. Der var kun 201 jesuitermunke i hele det russiske imperium, men zarina Katarina 2. nægtede at imødekomme pavens ønske om at forbyde ordenen.

Hun var selv ikke katolik og frygtede for konsekvenserne af at smide de asketiske munke ud af deres skoler og klostre. Derfor kunne Czerniewicz holde forbindelse til jesuitiske brødre over hele Europa og bevare ordenen som magtfuldt hemmeligt selskab.

Jesuitter, medlemmer af det katolske ordenssamfund Jesu Selskab (Societas Jesu) også kaldet jesuiterordenen, stiftet af Ignatius af Loyola og i 1540 godkendt af paven. Efter to års noviciat, hvorunder novicerne gennemgår de 30 dages eksercitier (åndelige øvelser), der er grobunden for ordenens særegne spiritualitet, aflægger jesuitter de tre ordensløfter: fattigdom, kyskhed og lydighed. Ca. 10% af jesuitterne er lægbrødre, de øvrige præstevies efter grundstudier (filosofi, teologi) samt evt. specielle studier og praktik. Efter yderligere et noviciatlignende år med gentagelse af eksercitierne aflægges ordensløfterne i højtidelig form sammen med et fjerde løfte om at stå til pavens disposition med henblik på særopgaver. Ignatius var overbevist om, at man kan finde Gud i alle ting, og hans ordensregel undgår alt, hvad der kunne begrænse medlemmers bevægelsesfrihed i deres virke: ingen ordensdragt, korbøn, klostre osv. Kvindelige jesuitter findes ikke, men det nye ordensideal blev model for mange kvindelige ordenssamfund. Ordenens primære formål var mission og ikke, som ofte påstået, bekæmpelse af protestantismen.

Jesuitter var snart aktive i Nord- og især Sydamerika, hvor de samlede indianerne i kollektive landbrugssamfund til beskyttelse mod kolonisterne, og som missionærer i Indien, Japan og Kina tilpassede de sig de gamle kulturer. I Europa krævede to områder mange resurser: den overraskende store efterspørgsel efter gymnasier og universiteter med ignatiansk pædagogik og den uundgåelige konfrontation med protestantismen. Ordenen spillede en afgørende rolle i modreformationen, hvilket kom til at præge dens image i protestantiske lande: Jesuitten fremstilledes som ungdomsfordærver, intrigant person med upålidelig moral og, om end historisk ukorrekt, med tilknytning til inkvisitionen. Nogle sider af ordenens virke, fx som opdragere og skriftefædre for fyrstehuse og organisering af indfødte uden om det spanske og portugisiske kolonistyre, førte til politiske forviklinger. Pres fra magthavernes side resulterede bl.a. i fordrivelse fra Portugal (1759), Frankrig (1764), Spanien (1767) og endelig pavens ophævelse af ordenen i 1773. Den blev genoprettet i 1814 og er i dag kirkens største orden med ca. 23.000 medlemmer (1996) i over 100 lande.

Ordenen er opdelt i provinser med en overordnet generalforstander valgt for livstid. Ud over almindelig præstegerning, undervisning og socialt engagement har jesuitter talrige specielle arbejdsområder, fx Det Pavelige Bibelinstitut, Radio Vaticana og Det Pavelige Astronomiske Observatorium. Deres ideal er indsats i næstens tjeneste efter Jesu Kristi forbillede og "til Guds større ære" — ordenens valgsprog.